Faret vild

Brotus kiggede sig lidt omkring igen og sagde "jeg har hørt der var nogle sort-elvere på vej til at invadere elverskoven??"

"Zeptibah Monchatka" saagde hun med et smil på dem. "Nu vil jeg genoptage min søgen." sagde hun og nikkede hen mod Dejana "og jeg håber de finder stien en gang." hun gik med raske skridt væk fra dem, og havde slået blikket søgende ned mod skovbunden.

//Er ikke ude endnu, men snart ^^//

Brotus kiggede spurgte "hvad søger de"

Zeptibah stoppede og kiggede tilbage på Brotus. "Jeg søger en plante." svarede hun kort og gik videre, mens hun støttede sig til staven. Hun kunne mærke hvordan benene begyndte at blive trætte og gøre ondt, men hun ville ikke stoppe før hun i det mindste havde fundet en.

Dejana stod og overvejede at gå den vej som manden havde udpeget. Men samtidig var hun uhyggeligt interesseret i kvinden, som hun ikke kunne afgøre om var ung eller gammel.
"Hvilken plante?" spurgte hun "jeg kan måske være til hjælp?"

Brotus kiggede på jorden og sagde "planter...."

Hun soppede igen, men svarede uden at vende sig om. "Hvis De vil hjælpe mig skal de bare lede efter en lille plante, med sorte blade og grøn stilk. " Hun genoptog sin vadring og tilføjede: "Den er meget svær at finde."

Brotus kiggede rundt omkring i skovbunden og sagde "at finde planter som er meget svære at finde er ikke lige min stærke side" hvorefter han grinte

Dejana smilede af Brotus, der tydeligvist ikke kendte noget som helst til botanik. Hun begyndte at kigge ned i jorden, søgende efter planten. Hun havde hele tiden retningen i baghovedet, til når hun senere skulle finde tilbage til stien

"Det kræver tålmodighed." Svarede hun efterfuldt af en lille klukende latter.

"Tålmodighed....hmm jaaa det har jeg ikke så tit" sagde brotus og smilte

Dejana nikkede og mumlede lavmælt ja, mens hun stadig ledte efter planten. Pludselig fik hun øje på en plante med det rette signalement.
"Er det den her?" spurgte hun, og vinkede Zeptibah hen så hun kunne at se den

Da hun var kommet hen til Dejana rev hun den ivrigt ud af hånden på hende. Hun studerede den tæt til sit ansigt med et udtryksløst ansigtudtryk. "Det er det sørme min pige." sagde hun og smilede bredt, så hendes hvide tænder kom til syne. Hun lagde den ned af en af sine mange pelsposer hun havde hængende fra sti bælte.

Brotus kiggede på de mange punge der hang og spurgte "hvad er du entlig for en??"

Dejana studerede Zeptibahs ansigt indgående. Der var et eller andet... hendes blik faldt på medaljonen.
"Må jeg se?" spurgte hun, og uden at vente på svar, tog hun medaljonen i hånden (hev den ikke over hovedet, tog kun fat i medaljonen) og kiggede på den.

Zeptibahs ansigtudtryk blev pludselig sammenbidt. "Hvad mener du med det?" spurte hun en smule skarpt, og kiggede med sine gråblå øjne stift ind i hans. Hun lod hurtigt blikket falde på Dejana da hun tog fat i medaljonen.

Dejana mumlede lavmælt tre ord, og stenen i medaljonen lyste op i et kort øjeblik.
"Den er magisk," konstaterede hun.

Brotus svarede "altså hvad er du udvalgt til at gøre i dennne verden

"Nu syntes jeg du skal give slip på min medaljon." sagde hun roligt, men brugte ikke den høffelige tiltale mod hende mere. Blikket blev med et lidt uroligt og hun greb fat om sin medaljon, bange for at den ville blive skadet på en eller anden måde.

Brotus sagde "du meget omsorgs fuld om den medalje"

Dejana gav slip på den.
"Det er den der får dig til at se så ungdommelig ud, ikke sandt?" spurgte hun, nærmere interesseret end snagende.

"Jeg er skam ikke blevet udvalgt til noget." Hun havde et lille smil på læben "og min medaljon er meget..." Hun ledte efter det rette ord "kostbar. Hvad den gør må ligge i det uvisse" sagde hun og betraktede den unge mand og pigen.

Brotus kiggede undrende på hende og sagde "hmm siger du at du er elver???"

"Jeg er skam elver." Hun strøg en tot sort hår om bag sit spidse øre, som et slags bevis.

Overbevist om at medaljonen var det der fik Zeptibah til at se ung ud, kiggede hun frem og tilbage mellem dem.
"Jeg må se at komme videre. Jeg skal finde stien inden det bliver mørkt," sagde hun. "Jeg håber vi ses igen." Og med det gik hun.

//out//