Faret vild

Dejana vandrede rundt i elverskoven alene. Hun havde strejfet væk fra stien - bare et lille øjeblik - og nu havde hun ingen anelse om hvor hun var. Lyset faldt grønt ned igennem trækronerne, men Dejana kunne ikke se solen igennem løvet. Hun vidste at hun skulle sydpå for at komme til Tranin, men det hjalp ikke når hun ikke kunne orientere sig efter solen.
Hun trak vejret dybt og forblev rolig - men hendes fingre begyndte automatisk at gnide på hendes sten, og den begyndte at nynne. Hun satte sig op ad et træ, og overvejede sine muligheder.

Zeptibah gik over skovbunden af blade, med blikket rettet søgende mod jorden. Smykkerne raslede hver gang hun tog et skridt, men det irreterede hende ikke. Istedet var det en beroligende lyd, som fastholdt sin rytme i gågangen. Med sin ene hånd kærtegnede hun medaljonen hun havde om halsen, og med den anden holdt hun den lange brune stav, som hun brugte til at støtte sig med. Hun var så dybt optaget af sin søgen, at hun ikke lagde mærke til pigen et stykke længere henne.

Dejana hørte en raslende lyd, og kiggede i retning af den (vel vidende at hun selv raslede da hun drejede hovedet). Til sin overraskelse så hun en dame komme gående. Af en eller anden grund var det svært at bedømme om hun var ung eller gammel, men hun støttede sig til en stok.
Damen havde tydeligvis ikke hverken set eller hørt noget til Dejana. Hun rejste sig, og nærmede sig forsigtigt.
"Undskyld mig?" spurgte hun høfligt.

Zeptibah stoppede og kiggede op på den rødhårede pige der stod foran hende. Hun trak på smilebåndet, og strøg et tot hår om bag sit elverøre.
"Hvad er der?" spurte hun med en blid stemme og studerede pigens ansigt. Efter hvad hun kunne se var det en meget ung dame.

Dejana kunne ved eftersyn se at kvindens ansigt var ungt - men der var noget andet. Noget måske i øjnene, eller den måde hun talte, måske bare i hendes holdning, der sagde Dejana at det ikke var en ung person hun snakkede med.
"Jeg synes at være faret vild," sagde hun beklagende "ved de tilfældigvis hvor jeg finder stien?"

Brotus kom vandrende stille og roligt gennem skoven og hørte på alle de lyde der kom fra den

"Det kunne da godt tænkes." sagde hun med en ligså blid stemme. Hun kiggede sig overvejende over skulderen, men måtte erkende at hun efterhånden heller ikke vidste hvor hun var. Hun havde nu heller ikke rigtig spekuleret over det, for som hun plejede, overnattede hun bare i skoven.
Hun rettede blikket på kvinden igen og kom med et lille beklageligt blik. "Jeg må indrømme at jeg ikke ved hvor jeg befinder mig lige i øjeblikket."

Dejana sukkede, og spekulerede på om hun blev nødt til at gå i en tilfældig retning til hun kom til en sti, da hun hørte nogen komme traskende gennem skoven.
"Hørte du det?" spurgte hun.

Brotus hørte nogle stemmer og fulgte stemmerne

Dejana så en mand komme til syne mellem træerne. Hun gned nervøst på sin nynnende sten, men sagde ikke noget.

Hun nikkede og vendte sig rundt. Hun kørte blikket søgende rundt mellem træerne, og tog et fast greb på sin stav. Hun havde fjernet sin hånd fra medaljonen, og havde nu også anbragt den på sin stav, og stod klar til havd der ville dukke op.

Brotus hørte nogle et sted inærheden og trak sit krudtvåben men gik stadig hen mod lydende

Zeptibah syntes at skimte noget mellem træerne, og sagde advarende til kvinden: "Der er nogen." Hun kneb øjnene sammen, og prøvede at se om det var fjendeligt.

Dejana kunne se en mand med et våben. Så vidt hun kunne se var det ikke et sværd eller noget meelee, så hun trak ikke sin daggert. Hun trak været dybt og forblev rolig.

Brotus smilte og satte sit krudtvåben i bæltet igen og tog sin sækkepibe frem og begyndte at spille

Dejana blev forskrækket at den anderledes ud, og hoppede automatisk et skridt bagud. Så opdagede hun at det var et instrument. Hun nærmede sig varsomt manden.

Brotus fik øje på elvern spildte videre man kunne se et lille smil

Zeptibah lod blikket vile på drengen/manden og lyttede til hans musik. "Lad os gå hen og hilse." sagde hun og smilet var kommet frem igen. Med staven til at støtte sig med, nærmede hun sig ham, og standsede et par meter fra ham.

Dejana var allerede helt henne ved manden. "Undskyld," sagde hun højt for at overdøve larmen fra instrumentet "jeg er faret vild! Kan De sige mig vejen tilbage til stien?"

Brotus stoppede med at spille hvor han så de 2 elvere komme tættere og gik så i knæ

Brotus kiggede sig lidt rundt og sagde "hmmm jeg vil tro den er den vej" og pegede mog syd hvorefter han rejste sig

Dejana kiggede lettet i den udpegede retning.
"Mange tak," sagde hun. "Hvad er Deres navn?"

"Ja de kan jo prøve lykken" sagde hun og kom med en lille klukkende latter. Hun strøg endnu en tot hår op bag sit øre, og kiggede sig rundt.

Brotus bukkede og svarede "Brotus scenturios"

"Dejana Canto," præsenterede hun sig. "Og De?" spurgte hun damen.