På eventyr i Elverskoven

Ephera havde snart fået nok af at være spærret inde hos Alfene og Feerne, så nu var hun stukket af og var gået på eventyr i Elverskoven. Hun havde allerede fundet masser af spændende ting, og fandt flere og flere imens hun håbede på at møde nogen der ville være sammen med hende.

Elveren Ceron trådte med faste skridt ud af en busk, og så på en lille alf. "Goddag" Sagde han høfligt. "Hvad skylder man æren af et så fint besøg?"

Ephera blev en smule forskrækket over at Elveren pludselig kom ud af en busk. "Halløj," sagde hun muntert. "Det'øøh.. Det ved jeg ikke... Jeg gik bare en lille tur, undskyld hvis jeg er trådt ind på din ejendom," svarede hun undskyldende.

Han smilte venligt. "Det gør ikke noget. Jeg næsten aldrig besøg, så når der kommer nogle er det altid dejligt. Kan jeg byde på noget at spise?" Han pegede mod et stort træ, hvori en lille 2 etagers hytte lå.

Ephera blev overvældet af Elverens gæstfrihed. "Jo mange tak, mit navn er forresten Sue Sara Lilje Ephera Anfe Lohrah,"

"Jeg hedder Ceron Lénro, og kan ikke huske mere af mit navn." Han grinte henrykt, mens han klatrede op af en tyk lang rebstige.

Ephera grinede med, og fulgte Cerons eksempel med at klatre op af rebstigen.

Han åbnede døren, og trådte med 3 lange skridt hen til et lille bord, hvor der lå en snavset tallerken. "Hvor er mine manérer?" Han rystede på hovedet, og fjernede tallerkenen. Han løb hen til et skab, hvor han hentede 2 nye tallerkner, disse var af birketræ og pænt udsmykkede. Han satte sig. "Øhm.. Jeg har ikke et stort udvalg ad mad, men du kan da lige se efter hvad du vil have. Han hældte lidt salat op til sig selv.

Da Ephera var kommet op, gik hun med Ceron ind i hans træ. Hun stod i døråbningen og så til imens Ceron hentede et par andre tallerkener, end den der havde ligget på bordet. Ephera satte sig også ed ved bordet imens hun fascineret betragtede tallerkenerne med dyb koncentration. Lidt efter vendte hun sig mod Ceron. "Jeg kunne også godt tænke mig lidt salat, hvis jeg må," sagde hun og prøvede at lyde så høflig som overhovedet muligt.

"Lyder rimligt" Sagde han muntert, og hældte en masse salat over på hendes tallerken.

Ephera begyndte at spise af sin tallerken og hun syntes at salaten var bedre end noget andet hun havde smagt. "Tak fordi du ville invitere mig ind i din hytte,"

"Tak fordi du ville. Det er snart 3 år siden jeg har haft gæster." Han smilte glad.

"Hvorfor det? Bor du ikke sammen med en masse andre Elvere?" spurgte hun undrende.

"Det gjorde jeg, men Artrinerne har overtaget på den her side af skoven. Jeg var bare den eneste der ikke flygtede sammen med dem." Han sukkede trist. "Det var ikke fordi jeg ikke ville flygte. Der er ikke noget jeg hellere vil."

"Men du er en Elver!! Du kan alt! Næsten da! Hvorfor flygter du ikke?" udbrød Ephera og spiste mere af sin tallerken.

Han grinte henrykt af hendes kommentar. "Det ville jeg da ønske var sandt." Sagde han så. "Men intet kan kæmpe imod de værste forbandelser. Min sjæl er bundet til det her træ. Jeg kan ikke være længere end 20 skridt væk fra træet. Artrinerne ser ikke det sjove i at dræbe en forsvarsløs elver, så de lader mig værre."

"Det lyder kedeligt. Er du aldrig på eventyr, så?" spurgte hun. "Men det er da en god fordel at de ikke vil gøre dig fortræd,"

"Jeg må hellere gå nu," sagde Ephera og rejste sig. "Tusind tak for mad og for din gæstfrihed. Jeg håber at vi mødes igen. Vi ses!" sagde hun muntert. Så gik hun ud af døren, klatrede ned af rebstigen og forlod elverskoven for at tage hjem og hente Saga.

//Out, fordi Kiwi ikke svarer :b//