Mørkt og Dystert

Nede under jorden, var alferne igang med en heftig diskussion. Ephera havde ikke helt opfattet hvad det var de gamle diskuterede, og egentligt havde hun heller ikke lyst til at vide det. Hun ville hellere være over hos feerne nu, de havde det garanteret smaddersjovt. Hun begyndte at blive godt træt af alle de råberier, og gik ud af et træ. Hun sad lige uden for det, og kunne ikke lade være med at smile, da hun hørte fuglenes sang. Hun krøb sammen, da vejret kort sagt var forfærdeligt. Det øsede ned og det tordnede og lynede. Men alligevel kunne hun ikke lade være med at smile. Der var intet så dejligt som fuglenes sang. Det var lidt over midnat og alfene havde efterhånden diskuteret i uendeligt lang tid. Bare hun snart kunne få lov til at forlade Feernes verden og Alfernes verden, så hun kunne rejse rundt i hele Nieros, for det var hendes store drøm. Hvis man rejste mødte man nemlig også nye venner, og dem havde Ephera ingen af endnu. De syntes alle sammen at hun var alt for anderledes til at være sammen med dem. Hun var jo både Alf og Fe. Men det gik ikke Ephera på. Hun mente at hvis de andre ikke havde lyst til at være hendes ven, så kunne de da bare rende og hoppe. Hendes smil forsvandt atter, da fuglenes sang blev lavere og lavere og man kun kunne høre regnen piske ned på jorden.

Jeramas var ved at blive træt. Han havde løet alt hvad han kunne, for at nå væk fra dem. Han mærkede sine ben bleve fejet væk under ham, og hele hans store menneskekrop, ramte jorden med et bump. Han hostede lidt og så op. Han var landet lige foran et lille væsen. Han gispede både af forskrækkelse, og af smerte.

Ephera fik et stort chok da en mand pludselig lå foran hende. Hun så forskrækket på ham og hoppede et par skridt bagud. "Hvem er du, hvad vil du, hvorfor er du her og er du okay?" spurgte hun og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, så hun gjorde ikke andet end at kigge på ham.

Han fik med vanskeligheder sat sig op, og stirrede på hende. Jeg er Jeramas Fanli, Jeg ved ikke hvad jeg vil mere. Det hele forvirre mig. Jeg er her fordi at jeg tilfældigt kom herhen, efter i mere en 6 minutter at have flygtet fra Artrinerne. Og til sidst: Nej, jeg er ikke okay. Jeg har ondt i benene, har fået et dybt sår i min venstre arm, og min trøje er ødelagt." Han sukkede og så hurtigt rundt. "Ved du hvor jeg er?"

"Det var en stor mundfuld," sagde hun da Jeramis var blevet færdig med sit foredrag. "Ja, jeg ved godt hvor du er..." svarede hun på hans spørgsmål, imens hun betragtede ham.

"Hvor?" Spurgte han ivrigt, og rykkede lidt i sin trøje.

Hun kiggede lidt mistænksomt på ham. "Hvad nu hvis du er ond?" spurgte hun.

Han kiggede rundt. "Det kan du selvfølgelig have ret i, for jeg ved ikke hvilken stamme du tilhøre." Sagde han efter lidt tid. Han kneb øjnene sammen. "Hvor er du fra?"

Ephera forstod ikke at Jeramir pludselig så mistænksom ud. Hun ville jo ikke gøre en flue fortræd. "Hvad nu hvis du stadig er ond?" spurgte hun igen.

Han rystede opgivende på hovedet. "Jeg kan ikke vide jeg er ond, før jeg ved om du er fjændtlig." Sagde han med en rolig stemme.

Ephera trak på skuldrene. Hun havde jo sine firkløvere på sig. "Jeg er halv Alf og halv Fe. Og hvad med dig?"

"Jeg er menneske." Sagde han og lænte sig op af et træ. Atrinerne ødelagde min lejr, og jog mig på flukt, så jeg er på vej til nærmeste by, hvis jeg da finder ud." Han lukkede øjnene.

Ephera så overvejende på ham. "Så du mener... At du har Atrinerne lige i hælene, og fører dem til mig og min familie?"

Han kløede sig i nakken.. "Øm.. Det tænkte jeg ikke på." Han blev meget bleg. "J-jeg må smutte!" Han rejste sig.

"Smutte? Næh nej! Du har vist Atrinerne lige til vores hjem, og så mener du at du kan slippe godt fra det?" sagde Ephera strengt og kiggede op på ham. Han var ualmindeligt høj, syntes hun. Så fløj hun op til hans ansigt og hev ham i øret.

Han skreg panisk. "Slip mig din vandskabte dværg!" Han baskede mod sit øre.

"Vanskabte dværg? NÅ! Hvad mener du så du er? En uønsket dum trold?" sagde hun irriteret og begyndte nu også at hive ham i hans hår.

Han stivnede. Et eller andet stort bevægede sig gennem træerne. Han viskede hæst. "Atrinere! Slip mig, jeg ber dig!" Han rystede over hele kroppen. "Jeg har set deres udrydelses evner."

"Dit usle kryb!" hviskede hun vredt ind i hans øre. Men hun slap ham ikke. I stedet hev hun ham med op i et træ, så de var i skjul. "Du er tuung!". Så fløj hun ned i træet og gav ham et blik der sagde at hvis han smuttede, så skulle hun nok komme og irritere ham på et eller andet tidspunkt.

Han sank en klump, mens han så den første Artrin komme til syne. Væmmelige væsner! Afskyelige. Det værste var at den red på en Raner, som var meget større og farligere.

Under jorden himlede de andre Alfe med øjnene over Ephera fordi hun absolut skulle komme og forstyrre. "Et menneske er på flugt fra Atrinere, og han har ført dem hertil," sagde hun og kiggede selvtilfreds på de andre Alfe. "Eph, er du ikke snart gammel nok til at forstå at man IKKE spøger med sådan noget?" sagde en masse Alfe i kor. "DET ER IKKE SPØG!" udbrød Ephera vredt. Alfene himlede endnu en gang med øjnene af hende, og hun så vredt på dem. "I tror aldrig på mig! Kan I ikke forstå det!?". Hun begyndte at klatre op til Jeramis igen. "Du skal med ned," hviskede hun og hev ham med ned igen.

Jeramas blev trukket ned i alfeverdenen, og så til sin skræk en masse blikke på sig.

"Hvad sagde jeg," sagde Ephera selvtilfredst.

Der var stille i lang tid, mens alle så på den skræmte mand. Så var det pludseligt gået op for dem hvad der var ved at ske, og paniken bredte sig. De var ikke forberedte på Artrinernes angreb.

"De ved jo ikke at vi er her!" råbte Ephera irriteret til alle Alfene.